top of page

“Der er sgu ikke nogen, der står og stirrer”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En undersøgelse fra Yougov viser, at hver tredje danske unge ikke bryder sig om at vise deres krop frem for andre. Man må håbe, at den blufærdige tredjedel ikke skal aftjene værnepligten på Hvorup Kaserne, for her er en stor risiko for, at der bliver skubbet til komfortzonen.

Af Jannik Schiermer Poulsen

“Godmorgen,” “godmorgen,” lyder det over alt på Hvorup Kasernes udearealer fra glade, unge mennesker. Også selvom klokken er 0640, som nok ikke er så tidligt endda, når vi taler militærtid.

 

Inde i barak niner myldrer de rundt, de camouflageklædte værnepligtige, mens eurodancen hamrer fra små højtalere. Stemningen er på mange måder som på en højskole. Med strengere regler. Og våben.

 

Som en velsmurt maskine går de rundt mellem hinanden. Senge flyttes, gulve vaskes og skabene pakkes med mindst mulig kommunikation.

 

“Har du vasket ordentligt ovenpå skabene?”, spørger en ung mand skeptisk den kvindelige rekrut, som har fået tjansen.

 

1. delings stue 104 i 4. kompagni i Forsvarets forsyningstropper, som det så mundret hedder, er en blandet stue, hvor unge mænd og kvinder bor, bader og arbejder sammen.

 

På Hvorup Kaserne har man i knapt et år eksperimenteret med at have fire blandede stuer, hvor mænd og kvinder deler hjem i barak niner.

 

De unge menige er andet hold, som oplever at sove side om side, mand og kvinde, hvor der ikke er plads til hensyn til blufærdigheden, der hersker i det omgivende samfund.

 

En undersøgelse fra Yougov, på foranledning af Metroxpress, viser nemlig, at 33 procent af de 18-29-årige ikke kan lide at bade foran andre, og at 32 procent ikke kan lide at vise sig frem på stranden i badetøj.

 

“Man bliver nok mere intetkøn på den måde”

Mens de meniges jævnaldrende bruger de fleste vågne timer på at komme til at sove tæt på det modsatte køn og se dem nøgne, lever de værnepligtige på Aalborg Kaserne 'drømmen'.

 

Men drømmen lader faktisk til at være ganske almindelig hverdag. Rammerne hér er nemlig helt anderledes end dem, de jævnaldrende civilister lever indenfor.

 

I et af stuens hjørner står en ung, lyshåret mand og reder sin køje. Det er menig Magnussen, der ligesom resten af stuen næsten har afsluttet sin tredje måned ud af værnepligtens obligatoriske fire.

 

“I starten havde vi alle travlt med at dække os godt til. For eksempel Line og Madsen (to af de kvindelige menige på stuen, red.), men nu går de bare rundt iblandt os - måske kun viklet ind i et håndklæde. Vi er blevet meget mere afslappede med det. Men det er jo også fordi, det er blevet et hjem for os,” siger menig Magnussen og gestikulerer rundt på stuen, som ligner alle de andre stuer i barak niner, der igen ligner alle de andre barakker på kasernen.

 

Menig Line, der ellers er i fuld gang med den tidlige morgens sysler, kommer til for at supplere mening Magnussen.

 

“Når vi var på øvelse, så skulle vi også af og til vaske os. Vi var delt op i fire grupper, hvor der var cirka to eller tre kvinder i hver. Der skulle kvinderne så vaske sig, mens herrerne stod i en cirkel rundt om med ryggen til. Så man kan sige, at hverdagen helt automatisk har rykket på vores grænser,” siger hun og tilføjer eftertænksomt:

 

“Man bliver nok mere intetkøn af det på en måde. Der er ingen forskel på kravene til mænd og kvinder, og i tests bliver vi vurderet helt på lige fod. Vi er bare soldater.”

 

Den kvindelige stueformand, menig Bagge, fortæller, at frygten for de andres vurderende blikke forsvandt som dug for morgensolen, da de først kom i gang med rutinerne.

 

”Det var lidt grænseoverskridende i starten, men det forsvandt med det samme, for vi er jo i samme båd. Og der er sgu ikke nogen, der står og stirrer."

 

Dorthe Refslund Christensen, som er ph.d. og lektor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, fortæller, at rammerne er alfa og omega for, at blandingen af kønnene kan være en succes.

 

“Det er et meget spændende alternativ, det fra Aalborg Kaserne. Der er nogle kulturelle forudsætninger, som naturligvis skal være i orden, før man kan give sig i kast med den slags. Der er jo en alvorlig mængde af mænd og drenge, som har enormt vanskeligt ved at aflæse kvinders signaler,” siger Dorthe Refslund Christensen og fortsætter:

 

“Det faglige fællesskab kan frame situationen, så det seksuelle bliver pillet ud. Man tager simpelthen kønnet ud af ligningen. Og det med kønnet er jo muligvis også mere interessant, når man er adskilt.”


I de meniges rige er alle lige
Mens et par af de menige taler med journalister, har de andre travlt med at gøre stuen klar.

 

Der er ikke noget, der hedder dame- og herreopgaver på stuen, hvor mænd tørrer støv af og skurrer latriner, mens kvinder flytter sengene frem og tilbage - og omvendt.

 

“Vi kan se, det har en god effekt på de menige. Der er simpelthen renere på stuerne nu. Og det lader til, at kvinderne er hurtigere til at forstå, hvordan det hele skal være. Hvor tingene skal stå og så videre,” siger sergent Jacob Pedersen, eller bare JP på militærsk, og fortsætter:

 

“De menige har taget de blandede stuer meget pænt. Det er anden gang, vi forsøger os med det, og det lader slet ikke til at være et problem.”

 

Han forklarer, at de menige helt selv må finde ud af at indrette og organisere sig på stuerne.

 

“Det eneste krav er, at de skal have det til at fungere,” tilføjer han.

 

Man accepterer den virkelighed, man befinder sig i

Ifølge ph.d. i psykologi på Center for Social and Cultural Psychology, Université Libre de Bruxelles i Belgien Philippe Bernard, er der ikke noget mærkeligt i, at de menige tilpasser sig de blandede stuer uden problemer.

 

“Det overrasker mig slet ikke, at det er et non-issue på kasernen. Det giver god mening, at de menige accepterer den virkelighed, de befinder sig i,” siger han og fortsætter:

 

”Som menneske accepterer man typisk bare den ramme, man bliver sat ind i. Det er en almindelig, menneskelig reaktion, og de fleste følger bare med strømmen.”

 

Philippe Bernard forsker blandt andet i seksualitet og objektificering, og han forklarer, hvordan rammerne kan afseksualisere situationer - eller det modsatte.

 

“Det bedste eksempel er næsten et parforhold, hvor begge parter må anses for at være ligeværdige. Om morgenen, når man har travlt, kan ens partner sagtens gå rundt nøgen. Der handler det om at blive klar og møde til tiden. Om aftenen, når stearinlysene er tændt, og musikken spiller på anlægget, vil den samme handling nok blive opfattet væsentligt anderledes,” forklarer han.

 

Tilbage i stuen nærmer inspektionstiden sig, men delingen tager det roligt.

 

"Godmorgen, hr. Sergent. Melder, at stuen er ren og alle er raske!," lyder det fra den kvindelige stueformand, Bagge.

 

Det, at stuen er ren, tager sergenten ikke for gode varer, og han er da heller ikke ovenud tilfreds. I hvert fald ikke, når det gælder de meniges udstyr, hvor mænd og kvinder tilsyneladende er lige sjuskede.

 

Efter en nævefuld yderligere anmærkninger, er inspektionen forbi. Journalisten, der aldrig har tjent sit land, har svært ved at tolke resultatet.

 

“Det gik godt,” forklarer stueformand Bagge til civilisten og tilføjer:

 

“Så skulle du have set os i starten! Dér fik vi skideballer.”

 

Nu kan de dygtige menige så se frem til en dag med undervisning og 25 kilometers march med oppakning.

 

Når kønnet er ude, kommer kompetencerne i fokus

Det er ikke kun mavefornemmelser hos de indblandede, der tyder på, at blandingen af køn har været en succes på kasernen.

 

I en undersøgelse af de værnepligtiges tilfredshed fra forrige hold, som var det første hold med fælles indkvartering, var tilfredsheden overvældende. Faktisk havde 36 ud af 43 tilkendegivet, at opdelingen fortjente et ‘godt’ eller i endnu højere grad ‘meget godt’.

 

Efter besøget hos de menige, får vi mulighed for at tale med kaptajn Dreschler. Det var ham, som i sin tid fik til opgave at implementere de blandede stuer på Hvorup Kaserne.

 

“I sommer, da jeg fik til opgave at indføre fælles indkvartering, brugte jeg adskillige uger på at overveje, hvordan det skulle gøres. Blandt andet ved at sætte procedurer op for at undgå og imødegå krænkende adfærd. Men det har vist sig, at det slet ikke var et issue. Proceduren har ikke været i brug én eneste gang,” fortæller kaptajn Dreschler tilfreds.

 

Udover at der ikke har været nogle problemer, har de blandede stuer faktisk haft flere positive konsekvenser.

 

Den største af dem er, at de værnepligtige er blevet langt mere ligeværdige.

 

“Vi ser hinandens kompetencer i stedet for køn nu. Nogle er fysisk stærkere, andre har mere overblik, og nogle kan noget helt tredje. De opgaver, vi skal løse, er ofte komplekse, og det er fedt at se som leder, at de menige griber det an på den måde. At de ser hinanden, for hvad de kan,” siger kaptajnen.

 

 

 

 

 

 

bottom of page