NØGENHED - EJ BLOT TIL LYST?

Yogi Ji trækker gardinerne for de store vinduer, der dækker den ene væg i rummet. Det er tidligt på aftenen, men trafikken ude på Østerbrogade er stadig tæt.

”Hvis I mangler håndklæder, kan I tage et dér og lægge dem oven på jeres måtter,” siger han på gebrokkent dansk og peger på en bunke pænt foldede håndklæder i vindueskarmen, inden han slår over i engelsk. ”If you need to use the restroom, you still have a little time before we start.”

Det skal vi ikke, nogen af os. I stedet ruller vi hver især vores skummåtte ud på linoleumsgulvet og breder pænt et håndklæde over, som vi har fået besked på. Vi siger ikke noget til hinanden. I stedet begynder vi at tage tøjet af.

Vi er kun tre i aften foruden Yogi Ji. Det er mig, og så to mænd. Vi er nogenlunde jævnaldrende, plus eller minus et par år, gætter jeg på, og får ud af øjenkrogen tilranet mig et hurtigt glimt af en solbrun bagdel, da den dukker frem fra et par cowboybukser.

Jeg vrikker hurtigt ud af min kjole og mine trusser. Det her er fandeme mærkeligt, når jeg at tænke, da mine fingre knapper min bh op.

Og så er jeg nøgen.

Blottede bagdele på busserne
Den nøgne krop er et evigt foranderligt landskab. Et landskab, vi som menneskehed samlet har brugt - og stadig bruger - oceaner af tid på at kortlægge, diskutere, hylde, beskrive, gengive og ikke mindst skændes om. Kvindekroppen. Mandekroppen. Kroppen som kødeligt hylster, som det perfekte og efterstræbte. Som en kilde til skam, men også til nydelse og lyst.
 

Især kroppen som seksuelt objekt, og som tabu, har indtaget en prominent plads i vores kollektive bevidsthed. Diskussionen om den acceptable nøgenhed fylder i aviserne og på de sociale medier. Er det okay at amme offentligt? Skal vi affinde os med reklamer med blottede bagdele på busserne? Må en far gå nøgen i bad med sin lille datter?

Er vi blevet så mættede af pornoficering, frække reklamer, silikonepatter og twerkende røve, at vi ikke længere kan tage tøjet af, uden at vi per automatik opfatter det seksuelt?

Jeg er et produkt af den moderne nøgenhedskultur. Hvis vi undlader at medtage kvindernes omklædningsrum i Fitness World, kan jeg før denne forårsaften i et luftigt, lyst lokale i det indre København ikke komme på en konkret, ikke-seksuel situation siden barndommen, hvor jeg har været nøgen sammen med et andet menneske.  Jeg er som ung, voksen kvinde tværtimod blevet vænnet til, at min helt eller delvist afklædte krop som udgangspunkt altid er seksuel.

Dagligt konfronteres jeg med den erotiske, pirrende kvindekrop. Toptunede popstjerner, der i musikvideoer vrider sig i små bikinier og provokerende positurer. En smuk skuespillerinde, der smider tøjet i en reklame, imens hun med dyb stemmeføring og sovekammerøjne forsøger at sælge mig en parfume fra Dior. Amerikanske realitystjerner, der på Instagram dagligt sender digitale postkort ud til hele verden, hvor deres imponerende barme og frodige numser er fotograferet i vidvinkel.

Sex sælger, og tilsyneladende er intet så seksuelt som en kvindekrop, der ikke har noget tøj på.

Men ikke i dag, her i et yogalokale på Østerbro.

Splitternøgen i et nådesløst oplyst rum
Det er en gennemgående besynderlig oplevelse at stå splitternøgen i nådesløst oplyst rum, med to lige så splitternøgne mænd. Fremmede mænd, som jeg aldrig har mødt før, og som jeg formentlig ikke kommer til at møde igen.

Det er sgu da også ligegyldigt, tænker jeg, da jeg sætter mig ned i skrædderstilling. Jeg bruger et par sekunder på at finde ud af, hvordan jeg skal placere mine hænder, inden de til sidst ender på mine knæ. Det er jo bare en bar røv.

Yogi Ji har også smidt tøjet, som den sidste. Man behøver ikke kigge ret godt efter for at kunne konstatere, at han er i god form. Slanke, muskuløse lemmer. Mørk hud over det hele. Han går over i hjørnet og piller ved lidt ved sin telefon, indtil tonerne fra noget tibetansk meditationsmusik breder sig ud i rummet. Så går han tilbage og sætter sig på sin egen skummåtte midt i rummet med fronten vendt mod os.

”Velkommen til nøgenyoga. Jeg synes, vi lige skal præsentere os for hinanden, inden vi går i gang,” siger han.

Yogi Ji ved allerede godt, hvorfor jeg er her. Jeg har et par dage forinden kontaktet ham via websiden for Go Bare Yoga og forklaret ham i en e-mail, at jeg er journalist og interesseret i at prøve nøgenyoga på egen krop. At jeg gerne vil undersøge, hvad der sker, både med ens selvopfattelse, men også opfattelsen af andre, når der ændres på rammerne for den acceptable nøgenhed. Han svarer tilbage, at jeg er meget velkommen, og at jeg bare skal have mit eget håndklæde med.

Yogi Ji er amerikanskfødt og har en fortid som danser. Nu underviser han københavnere i yoga hver torsdag, uden en trævl på kroppen. Ifølge hans webside skulle det være gavnligt for blandt andet selvtilliden og selvopfattelsen, reducere stress og øge blodcirkulationen.

Senere spørger jeg ham alligevel, hvorfor han har fundet på at undervise i yoga, imens han er nøgen.

”Det virkede bare oplagt,” svarer han. ”Jeg har altid elsket at være nøgen, også da jeg var barn. Jeg synes, det er befriende ikke at have tøj på. Jeg har dyrket yoga i mange år, så på et tidspunkt tænkte jeg, ’hey,  why not combine those two things?’”

Frit udsyn til understellet
Vi er alle tre begyndere til lektionen i dag. Yogi Ji er derfor meget opmærksom på at forklare undervejs, hvad de forskellige stillinger går ud på. Han demonstrerer dem for os først, og bagefter prøver vi alle sammen.

Det er grænseoverskridende. Jeg betragter som udgangspunkt ikke mig selv som specielt blufærdig, men én ting er at sidde stille, imens man er nøgen i et rum med andre mennesker. Noget andet er at stå foroverbøjet med spredte ben og røven i vejret, imens der står en vildtfremmed mand halvanden meter bag mig. Han har perfekt udsigt til hele mit understel, hvis bare han kigger op fra sin egen hund med hovedet nedad-stilling.

Jeg koncentrerer mig om at trække vejret korrekt.

”Stræk benet,” siger Yogi Ji og prikker nænsomt til mit ene knæ, som har bøjet sig for meget. Ind i mellem de forskellige øvelser går han lidt rundt og retter på os alle tre, så vi står helt rigtigt.

Det føles overraskende nok hverken seksuelt, ubehageligt eller upassende at være stillet til skue på denne måde. Måske fordi Yogi Ji er meget afvæbnende og godmodigt driller os, når vi allerede efter ti sekunder har glemt den rigtige rækkefølge mellem kobraen, planken og sfinksen. Måske fordi de to andre mænd også er novicer og lige så uelegante i deres bevægelser, som jeg er.

Da vi på et tidspunkt alle tre ligger nøgne på gulvet og ruller rundt, imens vi forgæves forsøger at vugge vores kroppe rytmisk frem og tilbage, er det umuligt ikke at grine.

”Jeg ser komplet latterlig ud,” siger jeg, og klasker opgivende sammen.

”Men det er netop sagen,” siger Yogi Ji. ”Vi vil allesammen gerne se godt ud hele tiden. Vi vil være gode til alt, vi vil fremstå perfekte. Vi kan ikke lide at se latterlige ud. Men det er faktisk enormt rart at være lidt latterlig, er det ikke? Se på os. Vi griner og har det godt sammen, vi slapper af.”

Jeg må erkende, at det slet ikke er nogen dårlig pointe.

Bar røv og Fernet Branca
To dage senere står jeg ved en kystvej, omgivet af blå himmel og grønne marker. Det er en tidlig lørdag morgen, og jeg skal igen være nøgen.

Jeg har fået lov at tilbringe dagen hos Naturistforeningen Jylland. De holder til på campingpladsen FKK Camping ved Kysing Strand ved Odder, cirka femten kilometer uden for Aarhus. Dagen før taler jeg i telefon med foreningens formand, Poul Henrik Sunke. Han inviterer mig til fælles morgenmad med campisterne.

Selve campingpladsen ligger et par hundrede meter nede af en støvet grusvej. Nogle høje buske skærmer de camperende mod trafikken ude på kystvejen. Da jeg når frem, står Poul Henrik allerede og venter på mig. Han har tøj på.

”Velkommen til,” siger han og giver mig hånden. ”Vi spiser lige herinde.”

Normalt er der ikke fælles morgenmad, men i dag er en arbejdsdag. I naturistforeningen er medlemmerne som udgangspunkt fælles om at vedligeholde pladsen og det tilhørende strandareal, så en god håndfuld campister er mødt op for at give et nap med. Der er rundstykker med ost og andet pålæg, kaffe, te og Dr. Nielsens eller Fernet Branca, hvis man gerne vil have en lille én. Jeg sidder til bords med Poul Henrik, hans kone Pia og et par andre medlemmer.

Alle de fremmødte har tøj på. Jeg fanger et par enkelte glimt af en nøgen, ældre kvinde, der går forbi udenfor, men det er tidligt på dagen, så det er stadig lidt køligere, end de fleste bryder sig om. Jeg spørger Poul Henrik, hvornår folk typisk begynder at tage tøjet af.

”Det er meget forskelligt,” svarer han eftertænksomt. ”Jeg plejer at sige, at vi er ligesom almindelige campister, men hvor vi bare er nøgne, hvis vejret er til det.”

Under morgenmaden går snakken livligt. Humoren er jysk og lun. Det er tydeligt, at alle kender hinanden godt, og at man er vant til at lave fis med hinanden. På et tidspunkt kommer en ældre mand forbi vores bord. Han lægger sine hænder på Pias skuldre, som om de var kærester.

”Godt at se dig, min tøs,” siger han.

”I lige måde, Kaj, men jeg hører jo, at du har været mig utro,” svarer hun kækt.

Han slår en skoggerlatter op. ”Ja, der er sgu bud efter mig!"

Du behøver ikke ligne Beyoncé
Efter morgenmaden følger Poul Henrik mig ned til hans og Pias campingvogn, som jeg får lov til at benytte som min base hele dagen.

Da han føler sig sikker på, at jeg er passende installeret, vil Poul Henrik i gang med dagens opgave – en badebro nede på stranden, der trænger til lidt vedligeholdelse. ”Du går bare rundt herude, som du har lyst. Hvis der er noget, så finder du bare mig eller Pia,” siger han, inden han går. ”Og husk, at der er pauseøl klokken 11!”

Jeg sætter min taske i forteltet og smutter ud for at kigge mig lidt omkring.

Poul Henrik har på forhånd varskoet campisterne om mit besøg. Under morgenmaden fik jeg desuden lige præsenteret mig for de fremmødte medlemmer, så rygtet om min tilstedeværelse har allerede spredt sig.

”Hej, er det dig, der er hende journalisten?” spørger en mørkhåret, yngre mand, da jeg kommer forbi. Han sidder ved et lille bord uden for et fortelt og drikker sin morgenkaffe. Han byder mig en kop, som jeg takker ja til.

Han hedder Morten Andersen. Hans mor er pladsens lejrchef, så han er tit herude for at give hende en hjælpende hånd, når der er travlt. Han har også tøj på, men tager det gerne af, når det er varmt nok.

”Undtagen når min søster er her,” tilføjer han. ”Det har vi aftalt.”

Mortens mor har været lejrchef i tre år, så han er efterhånden selv fast inventar på pladsen. I starten var han dog ikke meget for at tage tøjet af, men det gik over.

”Vi var nede på stranden en dag, hvor jeg havde badebukser på. Men det er jo sådan, at man nærmest stikker mere ud herude, hvis man har tøj på, end hvis man er nøgen. Der gik sgu ikke ret lang tid, før jeg tænkte ’fuck det’ og smed badebukserne. Og så var det jo bare helt ufarligt,” siger han.

Imens vi sidder og snakker, kommer der flere mennesker forbi. De fleste hilser på os. Nogle af dem er nøgne, mange af dem styrer over mod badefaciliteterne. Der er fællesbad på pladsen, for når folk alligevel ikke har tøj på det meste af tiden, virker det jo unægteligt lidt dumt at skille dem ad i bruserummet.

Jeg bemærker over for Morten, at aldersgennemsnittet på pladsen lader til at være højt.

”Ja, det er nok mest lidt ældre mennesker, der kommer herude. Vi har nogle enkelte børnefamilier, men det er ikke så mange,” siger han.

Jeg spørger ham, om han har et bud på, hvorfor det er sådan.

”Jeg tror, at den yngre generation har et forskruet syn på nøgenhed. De unge i dag har jo en eller anden idé om, at de fandeme skal ligne Beyoncé, inden de må tage tøjet af. Det, synes jeg, er en skam, for det er naturligt at være nøgen, selvom man ikke er perfekt. Der behøver sgu ikke være noget seksuelt eller underligt i det,” siger han.

Jeg siger tak for kaffen. Det er blevet varmere, nu hvor vi er nået lidt hen på formiddagen. Jeg beslutter, at det må være tid til at smide kludene.

"Det krævede lige lidt overvindelse"

Da jeg kommer tilbage til campingvognen, er Pia der. Hun er en lille, slank og lyshåret kvinde, der holder meget af at småsnakke. Hun byder mig et glas kold rosévin og en plads i deres havestol, inden hun kører en lille tur rundt på campingarealet med græsslåmaskinen.

Hun har en sort top på, men er nøgen fra livet og ned. Sådan gik hun dog sjældent rundt til at begynde med.

”Der gik lang tid, før jeg følte mig tilpas med at smide trusserne. Det krævede lige noget overvindelse,” fortæller hun mig.

Pia og Poul Henrik har efterhånden været naturister i mange år. Det startede i det små, med almindelige campingferier i udlandet, hvor Poul Henrik først begyndte at smide tøjet på steder, hvor det var tilladt. Lidt efter lidt fulgte Pia trop.

”Det var jo bare nemmere, når man for eksempel skulle i vandet. Så skulle vi ikke sidde dér i vores våde badetøj bagefter. Og så er der jo altså bare en hel del mindre tøj at pakke, når vi skal på ferie,” griner hun.

Jeg smutter ind i forteltet for at tage mit tøj af. Efter lidt overvejelse beslutter jeg mig for at beholde mine trusser på lidt endnu, og går ud til havestolen igen. Det er kutyme på naturistpladsen altid at lægge et håndklæde under, inden man sætter sig ned, så det gør jeg.

Netop da Pia er færdig med at slå græs, kommer der en ældre, nøgen kvinde forbi.

”Nå, du har top på i dag, Pia. Og din datter har bund på,” bemærker hun højlydt, da hun ser mig.

Kommentaren gør Pia tydeligt irriteret. ”Det skal du overhovedet ikke blande dig i,” svarer hun spidst, imens kvinden går videre.

Da Pia kort efter sætter sig ned i den anden havestol ved siden af mig, spørger jeg hende, hvad dét mon handlede om.

”Åhr, det skal du ikke tage dig af. Nogle folk herude har så travlt med at blande sig i alting. De mener jo, at man altid skal være helt nøgen. Men jeg vil sgu da selv have lov til at bestemme, om jeg har top på eller ej,” siger hun.

På campingpladsen er der ikke fastlagte regler for, hvor ofte man skal være afklædt, eller hvor meget. Generelt er der enighed om, at opholder man sig på pladsen over flere dage, så skal man ”jævnligt være nøgen,” men reglerne er i vid udstrækning til fri fortolkning. Og det giver lidt interne gnidninger af og til, fortæller Pia.

”Mine to voksne døtre er ikke naturister, men går gerne topløse herude, når de er på besøg -  ligesom du gør nu. På et fællesmøde var der så nogle medlemmer, der brokkede sig over, at mine børn ikke var nøgne, når de var her. Da rejste jeg mig og sagde, at hvis mine piger ikke må besøge mig herude, uden de skal tvinges til at tage alt tøjet af, så pakker Poul Henrik og jeg vores ting øjeblikkeligt,” siger hun.

Langt det meste af tiden er medlemmerne i foreningen dog gode venner. Alle er som udgangspunkt velkomne, forsikrer Pia mig for.

”Det dur sgu heller ikke at være alt for stringent omkring dét med nøgenheden,” tilføjer hun efter lidt tid. ”Nogle har jo måske lige brug for at tage lidt tilløb, ligesom jeg selv havde. Vi vil gerne have nye medlemmer, især unge. Så skal vi jo heller ikke skræmme dem væk.”

Det er svært ikke at kunne lide Kaj
Vi har misset ølpausen klokken 11, men nu er det blevet frokosttid. Jeg går sammen med Pia op til fællesarealet, hvor der er blevet sat et fad sandwicher og kolde drikkevarer frem. Det er blevet rigtigt varmt nu, næsten som en højsommerdag. Vi finder os en plads i solen ved et af campingbordene.

Inden længe begynder andre medlemmer at dukke op, hvoraf næsten alle er helt nøgne. Blandt dem er Poul Henrik og Kaj. De sætter sig ved vores bord.

”Det er virkelig en flot fugl, du har siddende dér,” udbryder Kaj benovet, da han får øje på min tatovering af en sort falk, der breder sig ud over det øverste af mit bryst, kraveben og venstre skulder.

”Tak skal du have, jeg er også glad for den,” siger jeg.

”Ja, og landingsbanen fejler sgu heller ikke noget!” tilføjer han og skraldgriner.

Det er svært ikke at kunne lide Kaj, bliver jeg hurtigt enig med mig selv om.

Det er rart at sidde dér i solen og spise frokost uden tøj på. Jeg begynder at kunne forstå tiltrækningen ved naturistlivet, men kan alligevel ikke undgå at føle mig en smule selvbevidst. Som så mange andre mennesker har jeg nogle ting ved min krop, som jeg gerne ville lave om på, hvis jeg kunne. Det skarpe dagslys afslører alt, hvad jeg normalt forsøger at skjule.

Ingen af foreningens medlemmer lader sig dog mærke med noget, da jeg nævner det. Hængebryster, store maver, appelsinhud og løse lår er blevet en del af baggrundstapetet. Efter lidt tid ser man det slet ikke længere, siger de.

”Der var på et tidspunkt en dame herude, som jeg ikke kom så godt ud af det med,” fortæller Pia mig senere. ”Jeg gik og brokkede mig lidt over hende til Poul Henrik, som sagde, at jeg skulle være flink ved hende, for hun havde jo også haft det hårdt. Jeg spurgte ham, hvad han mente. Så sagde han, ’jamen, hun har jo haft brystkræft, skat’. Tænk sig, jeg havde slet ikke registreret, at hendes ene bryst var væk!”

Så nøgen, som den dag, jeg blev født
Da frokosten er overstået og jeg er tilbage ved campingvognen, beslutter jeg mig for at smide den sidste rest tøj. Jeg tager trusserne af og lægger dem pænt sammen med resten af mit tøj i forteltet.

Nu er jeg lige så nøgen, som den dag, jeg blev født.

Pia låner mig et badehåndklæde, og jeg går ned mod stranden. På vejen passerer jeg flere af de andre campister. En enkelt gang gør jeg et nummer ud af at stoppe op og småsludre et par minutter med et ægtepar - bare for at se, hvordan det føles at stå dér og føre en helt normal samtale, imens ingen af os har tøj på. Det er uvant og fremmed, men ligesom til yogatimen er det slet ikke ubehageligt. Det føles frit.

Da jeg kommer ned til vandet, ligger der allerede et par andre mennesker og soler sig – et midaldrende ægtepar og et lidt yngre kærestepar.

Da jeg først ligger i sandet, har jeg oprigtigt svært ved at komme i tanke om, hvorfor nøgenhed overhovedet skulle være så farligt. Det er jo aldeles pragtfuldt! Den varme sol, den milde brise, den åbne himmel og vandets beroligende bølgeskvulp.

Det her kunne jeg godt nå at vænne mig til, tænker jeg og lukker øjnene.

Herregud, lad ham kigge
Klokken når at blive otte om aftenen, inden jeg siger farvel til Pia, Poul Henrik, Kaj og de andre naturister. Jeg har fået tøjet på igen og noterer mig, at jeg er i sjældent godt humør. Mæt af sol, kølig hvidvin og den grillede bøf, jeg er blevet trakteret med til aftensmad.

Poul Henrik følger mig ud til grusvejen. Jeg takker ham for dagen og især for den gæstfrihed, som han, Pia og ikke mindst resten af foreningen har udvist.

”Du er altid velkommen,” siger han. ”Du kan endda få en indmeldelsesblanket med hjem, hvis du har lyst.”

Jeg takker ham for tilbuddet, men føler måske ikke, at jeg er helt klar til at blive naturist.

Noget er der dog alligevel sket. Da jeg vågner dagen efter, er vejret igen smukt. Jeg beslutter mig for at cykle ud til en strand, der ligger lige i nærheden af, hvor jeg bor. Der er ikke mange mennesker, da jeg kommer derud, men et par enkelte familier har fået samme idé.

Jeg går lidt afsides og breder mit tæppe ud. Jeg trækker min kjole af og lægger mig ned i min bikini.

Ti minutter senere smider jeg toppen.

Femten minutter efter ryger underdelen.

Og sådan bliver jeg liggende den næste time til halvanden, selvom der flere gange kommer strandgæster forbi. Alle virker aldeles uinteresserede i min nøgenhed, selvom en enkelt mandlig hundelufter lige sørger for at slå en bue og komme tilbage samme vej, så han kan få et ekstra glimt.

Herregud, tænker jeg. Lad ham kigge.

Det er jo bare en bar røv.